Ny Spejder

Familiespejder

Familiespejder er en enhed i gruppen der består af familier - det vil sige børn og voksne.


Familiespejder er familier, der har børn mellem 3 – 6 år. Familiespejderenheden kan for eksempel inddeles i kuld efter børnenes alder eller interesser.

Familiespejder tager udgangspunkt i emnerne natur, leg og oplevelse. Familiespejder er fælles oplevelser for hele familien, gennem aktiviteter for børn sammen med deres forældre.

Bæverflokken

Iderammen er bygget op omkring bæverdammen, med en masse forskellige aktiviteter for Bæver og hans venner.

Bæverne arbejder i familier går i 0. til 1. klasse eller er 6 - 8 år gamle

Bæverloven:

Bævere leger sammen

Bævere arbejder sammen

Bævere holder sammen

Bæverløftet:

”Jeg lover at gøre mit bedste for at lytte til Guds ord, holde bæverloven og være en god ven.”

Når en bæver aktivt vælger at aflægge bæverløftet, er spejder ikke længere noget man går til, men noget man er.

Ulveflokken

Rammen om arbejdet i ulveflokken er hentet fra Rudyard Kiplings bog: ”Junglebogen”, der handler om drengen Mowgli, der bliver optaget i de vilde ulves flok.

På samme måde bliver børnene optaget i ulveflokken og får navne, alt efter hvilke dyr de ”er”. Det er en meget spændende idèramme at arbejde med, både for voksne og børnene.

Møderne starter og slutter med specielle ceremonier, hvor fællesskabet og sammenholdet i flokken styrkes.

Alt det, ulvene foretager sig, er leg med mening. Rigtige ulveunger leger for at forberede sig på voksenlivet. Det gør ”spejderulveunger” også. Det ulvene laver, er alt sammen for at udvikle dem både fysisk, intellektuelt, følelsesmæssigt, åndeligt og socialt.

Når man er Ulv er man 8 - 10 år gammel og går i 2. til 4. klasse

Spejder

Som spejder får man masser af frisk luft, naturoplevelser og mange nye venner. Det at være spejder handler også om at tænke selvstændigt, tage ansvar, og udvikle demokratisk sans og respekt for mennesker fra alle kulturer.

Spejderlivet er "learning by doing" en forberedelse til resten af livet.

I Silkeborg har vi 2 slags spejdere:

   Juniorspejdere 10-12 år (4-6 klasse) og

   Tropsspejdere - 11-16 år (5-9 klasse)

Fælles for vores spejdere i de enkelte afdelinger er dog, at vi laver mange ting fælles. Fælles ture og lejre og der er også tit besøg fra en anden afdeling til de ugentlige møder. Det skaber sammenhold og spejderånd

Seniorer

Seniortroppen er for de unge som tør udfordre sig selv, og sammen med andre unge. Planlægning af møder og udførsel af disse,  har de selv ansvaret for, sammen med en "tutor"

Der er fart over feltet, hvor ”learning by doing” er i højsædet for dem som tør :-)

Man er senior fra 8. klasse til 17 år

Roverklan

Man kan blive rover, når man er fyldt 17 år.

Herunder kan der læses om hvad vi går og foretager os og et af vores projekter.

Ordet Rover kommer af engelsk og betyder vandringsmand. Folk, der vandrer meget, som f.eks. hyrder, har gennem alle tider haft vandrestave. Rovere er friluftsfolk, som kommer meget omkring. Men også i overført betydning er roverarbejdet altid i bevægelse. Derfor er vandrestaven rovernes kendetegn. En tveje er en kløftet vandrestav, som giver et ekstra godt greb. Rovermærkets tre felter symboliserer emnerne i rovernes arbejde: Natur, samfund og livssyn. Felterne adskilles af en tveje, som er roverarbejdets logo.

Rovere samles i en klan ligesom spejdere samles i en trop og ulve i en flok. Ligesom spejderne kan deles i patruljer kan klanen deles op i sjak. Enten faste sjak eller typisk sjak som nedsættes i en periode til at løse en bestemt opgave eller simpelthen bare for at dele klanen op til forskellige aktiviteter. Kodeordene for klanen er: Klanting, kollektiv ledelse og rovernes arbejdsstof: Natur, Samfund og Livssyn